Slagtehal 3?

Slagtehal 3 er en 20+ årig filmklub, og efterhånden en institution i det mere ukendte Århus. En lille kerne af mennesker inviterer dig ned i kælderen og ind i vores anden dagligstue, for at dele vores filmoplevelser med dig. Ræsonnementet er: Hvis VI har lyst til at se filmen, har DU måske også.

Vi har en biografsal med plads til 42 mennesker (+ et par klapstole), hvor vi kan afvikle dvd, vhs og 16 mm. Vi har også en hyggelig lille bar, hvor du kan følge med i filmen mens du henter en øl eller står i kø til toilettet. Her kommer alle mulige slags mennesker i alle aldre, der deler lysten til at få en anderledes biografoplevelse. Så hvis du er buff, connoiseur, freak, nørd, eller bare godt gider at se NOGET ANDET i hyggelige omgivelser: Kom!

Vores år er opdelt i to sæsoner, som vi hvert halvår udgiver et flot trykt program til, og vort Internethjem formidler ud over programmet de seneste ændringer + en masse andet.
Af tilbagevendende genrer kan nævnes:

Blaxploitation
Splatterfilm fra alle de lande, du kan finde på
Dværgfilm
Koreanske psykodramaer
Kung-fu film
Ungdomsfilm fra de fleste årtier
Oplysningsfilm om alt fra bryster til biler
70’er lummerfilm
Bava
Grindhouse
Musikdokumentarer om alt
Sci-fi fra nu og så langt tilbage vi kan komme
Zombiefilm
Kannibalfilm
+ utallige andre genrer og især subgenrer

Slagtehal 3 viser film hver torsdag kl. 20. Dørene åbnes kl. 19:30. Præcis!